Jeg arbejder jo i Dagli’ Brugsen her i det sønderjydske, og hold fast hvor er der mange underlige typer der løber frit rundt!
Jeg arbejder ca. 4 gange om ugen – 15 timer. Det er faktisk ret hårdt, i modsætning til hvad så mange går og tror. Blandt mine opgaver er at vaske gulv, rykke vare frem, pappe af, tømme skraldespande, skifte bon, tage varer ud, tage varer ind, fylde varer op på hylderne, bestille varer hjem, servicere kunder rundt i butikken, pakke bagerbrød, tømme flaskebåndet osv osv. Får et år siden da jeg var ungarbejder deroppe skulle jeg jo konstant tjekke om der var nogen oppe ved kassen, da det jo var min hovedopgave at sidde ved kassen. Det er ikke noget jeg gør mere – heldigvis.
Men her er en lille fortælling om en gang jeg var igang med at stille noget kaffe op på hylden, og hvor jeg samtidig holdte øje med kassen. Jeg skævede hen til kassen hele tiden da jeg ved af personlige erfaringer her i livet at folk er meget utålmodige(*host*Brian*host*)…
Men pludselig er der en dame der kommer hen til mig og hvæser ”hva, skal jeg bare gå uden at betale eller hva?!” tænkte bare ”idiot, du kan da vel se at jeg lige står og laver noget, og du har garanteret ikke stået der i mere end 2 minutter dit utålmodige gamle styk svin kvinde”. Men jeg svarede hende så at det skulle hun selvfølgelig ikke og om hvor lang tid hun havde stået der.
Grunden til at jeg ikke kunne se hende var at hun var ret lille, ja, jeg vil næsten gå så langt som at sige at hun faktisk lignede en dværg, så kunne ikke få øje på hende da jeg stod bag et par hylder. Men altså. Hun svarede mig at hun havde stået der i meeeget lang tid. Ja, helt sikkert din dumme tøjte, jeg ekspederede en kunde for 2 minutter siden! Men som den gentleman jeg jo nu er, sagde jeg jo selvfølgelig at jeg var ked af at hun havde ventet i sååååå lang tid. Vi gik så hen til kassen. Hun kigger på mig som om at jeg var idiot og havde droppet ud af folkeskolen inden jeg næsten var færdig med børnehaven, hvorefter hun så siger rigtig snobbet og flabet ”nå, du er da vist ny her hva?!” selvom jeg altså alligevel snart havde arbejdet der et halvt år på det daværende tidspunkt. Jeg tog bare imod hendes penge mens jeg smilede for mig selv og måske fik et lille smil på læben over at hun kan opføre sig sådan – måske var det hende der droppede ud af skolen. Sådan noget kan jeg virkelig ikke tage seriøst! Sådan nogle sure dumme skod kunder der kommer ind og tror de ejer det hele og at de ved ALT om hele butikken. Pludselig bryder hun ud i råb og forklarer at hun ikke gider finde sig i at BØRN sidder bag en kasse og griner af kunderne. Ja, jeg smilte. Jeg kan love jer at når man en hel dag sidder og SKAL grine over de åååh så sjove jokes, som fx. “kan jeg få en lotto? MED GEVINST”, eller “min bon? nej, den må du få. Den kan jeg jo alligevel ikke ryge/få penge for/trække fra i skat/osv”. Så kan jeg jeg virkelig love jer for at jeres mundvige den altså ikke KAN hænge nedad. Det er en indskreven regel at vi altså SKAL smile, selvom jeg nu mest af alt, bare havde håbet på at jeg fx ved lotto havde en bunke med gevinst og en bunke uden og så give personen den lotto UDEN gevinst, for så kunne personen dælme lære det! Men nå, tilbage til den så småt intelligente dame som i vidt omfang ca. havde den samme IQ som de gamle tv-stjerner. Hva hed de nu? Nå jo, Morten og peter!
Hun prøver at mumle noget i retning af at hun ikke gider høre på at unge mennesker ikke kan opføre sig ordentligt og blabla. Jeg hørte det ikke helt, da jeg bare stod med et stivnede smil og tænkte, “huh?”. Da hun var færdig med hendes moral prædiken og jeg havde fået mine propper ud af ørerne, da hun jo åbenlyst kunne råbe højere end James Hetfield kan på hans bedste dag, smed hun pengene på båndet og gik ned til min chef og klagede for fuld hug. Da der ikke var flere kunder i butikken kom hende og min chef så hen til mig og sagde at jeg jo selvfølgelig skulle give en undskyldning osv. Igen, da jeg nu er en meget service minded gentleman og sjældent får klager så(eller faktisk bare ikke gad hverken se eller høre på kvindemennesket mere) rakte jeg hånden frem og sagde undskyld. Forfærdeligt stort knæk på min selvtillid at jeg skulle sige “undskyld” med de sødeste hundeøjne og den mest latterlige barnestemme. Jeg hader virkelig bare nogle af de kunder nogle gange, selvfølgelig, det er et service fag og chancen for at de folk kommer er der. Men jeg tror at de folk som er sådan, og de folk som kommer med dumme latterlige jokes som vi altså tit hører på. Jeg er sikker på at de i deres ungdom selv har siddet ved kassen og nu bare gør gengæld, for alt det ævl og bævl de har hørt på i al den tid, de har haft arbejde i et service fag.
En opfordring til folk er at de altså skal være lidt tålmodige inde i en butik og tage lidt lettere på det hele og lige give sig lidt ekstra tid til lige at købe den der pak panodil til deres lille stakkels søn – og hvor de jo så faktisk også forlanger at en 16 årig skal kunne vide ALT om de forskellige medicin produkter vi har. Helt sikkert, Fru Madsen!
Der er også når der kommer folk 2 minutter i 7 hvor vi lukker og hvor de så skal fylde en hel kurv så vi først kan tælle kassen op når den er kvart over 7. Der er næsten ikke noget mere træls. Efterhånden hvor jeg har arbejdet der i længere tid og hvor jeg også har fået ansvaret er jeg også begyndt at sige det til dem. Det er da for dumt af dem, hva ville de selv sige til det? Alligevel vil jeg på ingen måde have hvis de siger at de simpelthen ikke har haft tid før. Vi har åbent i 12 timer? Hvor travlt kan man lige have da!
Den næste og sidste opfordring er til alle butiks lederne:
Der skal dørmænd på i alle supermarkeder. Der skal stå en lille sød mand udenfor døren, evt Ole Henriksen – en evig glad man som er(tror jeg) umulig at gøre i dårligt humør.
Så kunne han spørge dem pænt om de er mildt retarderede, hvis det er tilfældet kan han gå med dem rundt i butikken, fylde varer op i kurven, hente mælken, se datoen på mælken så vi ikke selv skal gøre det for dem oppe ved kassen, for så at få at vide at den snart er for gammel og at vi selv skal gå ned med den. Han kan lægge varerne op på båndet, gå hen med kurven, finde pengene og betale. Ole kunne også lige læse personens rabat op, sådan så man kan være helt sikker på at man lige har fået de der 0.25 ,- rabat på werthers original. Efter det kan han så tage den gamle i hånden og gå ud af butikken – og så er han klar til den næste kunde! Suk….
Det var næsten lidt for meget brok. Jeg må hellere beherske mig. Al begyndelse er svær!
Blob's blog 
Nyeste kommentarer